Løgum Kloster - Locus Dei
Omkring 1173 kom de hvide munke, cistercienserne, til egnen omkring
Brede Å for her at danne et kloster. Stedet var velvalgt: En landlig
beliggenhed med mange vandløb og store skove. Her kunne de arbejde med
landbrug, fiskeri og mølleri. I klosterhaven havde de lægeurter og nye
grøntsager som persille, rabarber og gulerødder. Munkene kaldte stedet
Locus Dei, Guds sted.
Cistercienserordenen stammede fra Burgund i Frankrig, hvor
ordenens hovedkloster Citeaux ligger. Ordenen opstod som en
fornyelsesbevægelse i den gamle Benediktinerorden. Ora et labora
(bed og arbejd) blev atter virkelighed.
De mange bedestunder (tidebønner) og gudstjenester døgnet igennem
vekslede med legemligt arbejde, som avede kødet. Klostersamfundet
prægedes af beskeden levevis. Munkene var vegetarer og fuldstændig
selvforsynende.
Munkene skulle iagttage andagtsfuld tavshed, også under legemligt
arbejde. Kun ved tegn meddelte de sig til hinanden.
Ordenens udbredelse tog for alvor fart, da Bernhard i
11-hundredtallet blev abbed i Clairvaux. Der blev opført ca. 500
klostre i Europa, heraf 11 i Danmark.
Grundplanen for cisterciensernes klostre var overalt den samme:
Et firefløjet klosterkompleks. Her med nordfløjen som kirke og østfløjen
med bl. A. sovesal og kapitelsal. Sydfløjen rummede spisesal og køkken.
I vestfløjen boede lægbrødrene, der havde ansvaret for den praktiske
side af klostrets drift. Lægbrødrene, der bar brune dragter, havde ikke
fuld munkeværdighed.
De fire fløje dannede en lukket indergård, korsgården. Langs fløjenes
vægge var en overdækket gang, korsgangen eller processionsgangen.
Cistercienserne var landbrugere. Uden for klosterkomplekset lå stalde og
lader, og hvad der ellers hører til et stort landbrug.
De første bygninger, munkene opførte i Løgum, var af træ. Ildebrande
lagde dem hurtigt øde. Først i perioden fra 1225 op til omkring 1325
opføres kirke og kloster i tidens nye materiale, munkesten.
Munkene i Løgum Kloster fik støtte fra mange sider: Fra stormænd, fra Ribebisperne, fra kongemagten og som gaver for at afholde Sjælemesser.
Klostret blev efterhånden meget anset og rigt; men indtægterne blev ikke
soldet op: Vejfarende kunne her finde husly. Godgørenhed over for
trængende var en hellig pligt.
Ved reformationen ejede klostret i Løgum
193 gårde, 4 kirker og adskillige møller i Sønderjylland og flere store
huse i Ribe.
|
Bernhard af Clairvaux
|
Kirken
Opført ca. 1225 – 1325 i senromansk og tidlig gotisk byggestil. Det ses
bedst på de rundbuede vinduer i østkoret bag alteret og på de høje, slanke
spidsbuede vinduer i vestgavlen. Overgangen fra romansk til gotisk stil
kan også iagttages i hovedskibet, hvor de første blændinger og vinduer er
romanske og de efterfølgende gotiske.
Kirken er bygget af lokale byggematerialer. Munkestenene er fremstillet af
ler fra Løgumbjerge, soklen af kampesten fra marker på egnen, og kalken er
brændt af muslingeskaller fra Vadehavet.
Under udgravninger i 1975 – 76 opdagede man, at kirkens sideskibe hviler
på fundamenter af tilskårne græstørv. Murene er ca. 7 m høje og 1 m tykke
og står alligevel solidt på disse hidtil ukendte og enestående
fundamenter.
Kirken er som de fleste cistercienserkirker indviet til Jomfru Maria.
Hendes tegn, Marialiljen, sidder som kalkmaleri øverst på midtskibets
nordvæg.
Cistercienserordenen havde strenge regler om prunkløshed i deres kirker.
Murede tårne, kalkmalerier og malede vinduer tåltes ikke; men i tidens løb
slækkedes dog på kravene.
Kirken har visse bygningsmæssige enkeltheder og stiltræk tilfælles med
klostrene i Fontenay og Jouy i Frankrig og er nært beslægtet med
cistercienserkirken i Sorø
Hårdhændet restaurering 1844 – 1845.
Stor restaurering 1913 – 1926 under ledelse først af den tyske arkitekt O.
Aggeling og efter Genforeningen af arkitekt Harald Lønborg Jensen og C. M.
Schmidt. Under den sidste restaurering blev et meget tykt hvidtelag
fjernet, og kirkens indre står nu med sine rødbrune og glaserede sten.
|
Rundgang i kirken
- Se plan 1
Vi begynder ved:
(1) Døbefonten (fra 1704) i korsskæringens syd-øst-hjørne. Udskåret
i barokstil. Sydtysk dåbsfad fra 1550-75.
Meget smuk dåbshimmel formet som en rigt udskåret baldakin, hvori Jesu dåb
kan ses. Dåbshimlen kunne oprindeligt hejses ned over dåbsfadet og lukke
som et låg for at hindre uretmæssig brug af dåbsvandet.
I munkenes tid har der selvsagt ikke været døbefont i kirken.
(2) Altertavlen, en fløjaltertavle fra slutningen af 1400- tallet.
Stod i middelalderen i Jerne kirke, hvorfra den blev hentet i 1925 og
grundigt restaureret. I midtfeltet ses
Gud-fader med sin lidende søn (såkaldt Nådestol).
T.v. den himmelkronede Maria med barnet. T.h. Biskop Martin af Tours
(givet navn til Mortensdag). I sidefløjene ses apostlene. På altret har
der formentlig oprindeligt kun stået et krucifiks.
Altertavlen
(3) Relikvieskabet (Ca. 1325) er muret ind i korets nordvæg.
Enestående i Danmark. Sindrig låsemekanisme t.h. for skabet. Restaureret.
16 små rum, oprindeligt med relikvier, der henførte til helgenerne på
fløjene. Mange har navn skrevet over billedet.
(4) Sakramentskab i nordvæggen ud for altret.
(5) Celebrantstol til højre i koret. Fra ca. 1325. Klapsæder med
konsol, misericordia: barmhjertighed. Billedet i midterste gavltrekant er
delvis nymalet: Kristus løfter Marias sjæl til himlen. Efter
middelalderlig overlevering skal flere abbeder og biskopper være gravlagt
i koret.
(5a) I korbuen ses en helligkorsgruppe bestående af et stort
krucifiks fra o. 1325 og Maria – og Johannesfigurer fra o. 1925.
Krucifikset har formodentlig i middelalderen været placeret over et
helligkorsalter mellem pillerne
(23 og 24).
(6) I nordre og søndre sidekapel ses Munkestolene med
henholdsvis 5 og 4 sæder, udført mellem 1502-14. Relieffer på gavlene.
Munkestolene stor på deres oprindelige plads i korsskæringen indtil 1844.
(7) Orgel i nordre korsarm. Orgelfacade fra 1923. Nyt orgel med
meget fin klang fra 1969. 27 stemmer. Marcussen & Søn, Aabenraa.
Pulpituret fra begyndelsen af 1500-tallet. Figurer af apostlene og med
Kristus i midten. Måske har pulpituret oprindeligt haft sin plads i skibet
som afslutning på munkekoret.
(8) Kapel i nordre sideskib. Her stod i middelalderen et alter. Ved
højre sidepille en kumme (piscina) muret af glaserede teglsten. Benyttet
til afvaskning af de hellige kar.
(9) I kapellet en mindetavle over faldne i 1. verdenskrig. Alle 67,
danske som tyske, måtte dø for samme kejser; men på mindestenen er de
adskilte efter sindelag. Ifølge indskriften døde de tysksindede for
"hjemstavn og arne", de dansksindede var "tro indtil døden mod pligtens
tunge lod". I kapellet står en ligbåre fra 1705.
(10) Lægbrødredøren for enden af nordre sideskib. Benyttet af
lægbrødre, der boede i klostrets vestfløj, adskilt fra munkene.
(11 + 13) Træskulpturer, formentlig tidligere alterbilleder, er
opsat på hovedskibets 2 piller vest i kirken: Anna Selvtredje (11)
fra slutningen af 1400-tallet. Forestiller Anna, Marias mor, Maria og
Jesusbarnet.
På den søndre pille en "Pieta" (13), Maria med den døde Jesus
(1500-25).
 |
 |
| Anna Selvtredje |
Pietagruppe |
(12) Hovedskibets vestvæg.
Herfra storslået syn op gennem kirken mod koret. I vestvæggen 12 nicher
fordelt over hele væggen. Stor dekorativ virkning. Måske anvendt som rum
til helgenfigurer.
(14) Prædikestolen, et Tønder arbejde fra o. 1580. Relieffer af
dyderne. Indskrifter på latin. Opgangen til prædikestolen er fra 1923
(Kong Chr. X`s og Dronning Alexandrines initialer over døren).
Trærelieffet af rigsvåbnet på pillen mellem lydhimlen og prædikestolen er
fra 1951, skåret af Martinus Sørensen. Kirkens nuværende stolestader
er fra 1844. Spidsgavlene dog fra sidste restaurering.
(15) Kalkmaleri af Skt. Jørgen (Skt. Georg), der dræber dragen, ses
på næstsidste pille i søndre sideskib. I klostrets tid stod her
formodentlig et Skt. Jørgens-alter.
(16) Et kalkmaleri af den franske lilje ses på hovedskibets nordre
væg oppe mellem to vinduer. Oprindeligt et Jomfru-Maria-symbol (Marieliljen),
kendt fra våbnet i cisterciensernes moderkloster Citeaux i Frankrig. Som
alle cistercienserkirker er også denne kirke indviet til Jomfru Maria.
(17) Et lille Kalkmaleri, et hoved, på vestlige hvælvingbues midte
ud mod vestvæggen. Udsmykning med kalkmalerier var mod
cistercienserordenens regler, medmindre de havde en liturgisk eller
symbolsk funktion. Måske tog man det ikke så strengt i Løgum Kloster. Der
var langt til ordenens centrum.
(18) Processionsdøren i søndre kirkeskib fører til klostrets
korsgang. I klostrets tid gik munkene i procession med helgenbilleder og
bannere fra korsgangen gennem denne dør ind i kirken.
(19) Munketrappen t.h. i søndre korsarm, også kaldet "nattrappen",
fører fra dormitoriet, munkenes sovesal, ned i kirken. Brugtes om natten,
når munkene skulle til nattens tidebøn i kirken. Trappen blev fjernet o.
1845, men genopført ved restaureringen i 1920`erne på grundlag af sikre
spor. Samme type trappe findes i mange cistercienserkirker, bl.a. i
Fontenay og Sorø. (20) Under trappen et depotrum, måske til klostrets bøger. På muren
ved døren til depotrummet ses en skulptur af Jacob den Ældre, en af
Jesu apostle. Fra sidste halvdel af 1400-tallet. En rest af større
fløjaltertavle, nu med nyere bagklædning.
(21) I korsarmens sydvæg en stor rundbuet niche og en dør ind til
sakristiet. I nichen en træskulptur, muligvis Skt. Bernhard eller Skt.
Bennedikt. Fra sidste halvdel af 1400-tallet.
(22) I sydøstre sidekapel: et muret sidealterbord fra sidste restaurering.
T.v. en sidealter figur fra ca. 1510, Kristus som smertensmanden.
Formodentlig fra den berømte Claus Bergs værksted. Bemærk syddøren i
kapellet. Måske den ældste indgang til kirken, fra første byggeperiode.
|
Relikvieskabet
Celebrantstolen
Orglet
Munketrappen
Prædikestolen
Kristus som smertensmanden
|
Rundgang i klostret
- se plan 2
(A) Sakristiet. Gennem dør i kirkens søndre korsarm kommer man ind i
sakristiet. I væggen her 7 nicher, hvor de hellige kar fra altrene
har været opbevaret. På væggen ind til kirken: 2 billeder af maleren Jes
Jessen, Aabenraa. De har været en del af en altertavle, som har stået i
kirken fra 1799 – 1925.
I sakristiets vestlige del en Skulptur af Gud-Fader med krone. Rest
af en såkaldt nådestol. Omkring 1400-25. I begyndelsen af 1900-tallet
fandt man under kronen at relikviegemme med relikvie. I vestvæggens niche
står en meget fin træskulptur af Maria med barnet. Ca. 1400-25.
(B) Biblioteket. Fra sakristiet gennem en lav dør til et bibliotek.
På sydvæggen en fotostat i fuld størrelse af alterbordsforside fra
højaltret i kirkens kor. Ca. 1325.
Originalen findes i dag på Nationalmuseet. Kaldes også Mariatavlen. Et
pragtfuldt kunstværk af udskåret og bemalet træ med sølv- og guldbelægning
og med indlagte bjergkrystaller. Med Kristus som verdensdommer siddende på
en regnbue (Midterfeltet) er Marias liv fremstillet i 12 felter.
Over tavlen ses en beskrivelse af de 12 billeder. I montre: Mindre samling
af arkæologiske fund. Her meget instruktive plancher om
Cistercienserordenen og Løgum Klosters historie. Se også plancherne i
portgennemgangen efter trappen (Dagtrappen).
(C) Klostergangen. Den meget lave dør ud i klostergangen. Opført i
1960-erne og 1970-erne. Her lå den gamle korsgang omkring klostergården.
Man mener, tagkonstuktionen stort set er, som den var i middelalderen.
Gangen har givet adgang til rummene i bygningerne, men har også været
brugt til processioner. I nordgangen, som i dag fører til præstehøjskolen,
en fornem begravelse, måske af en abbed. Markeret i gulvet ved
særlig belægning.
Nordgangen var klostrets "læsegang". Her samledes munkene hver aften inden
dagens sidste tidebøn for at lytte til oplæsning af kirkefædrenes
skrifter. Munkene sad på murede stenbænke op ad kirkemuren.
I væggen nord for biblioteket er indmuret en stor gravplade for
Løgumklosterpræsten Paul Christian Zoêgas kone. "Herunder hviler dend
hæderbaarne og dydædle Else Marie,… gift dend 25 Octobr Anno 1736 med Hr.
Paul Christian Zoêga,… død i Herren d. 20 Octobr 1737…".
Den 24. juli 1737 fødte hun trillinger, hvoraf de to var dødfødte, og den
tredje døde den 15. januar 1738.
(D) Kapitelsalen. Efter biblioteket følger Kapitelsalen med 4
søjler og 9 hvælvinger. Murede stenbænke langs alle vægge. Det
fornemste rum efter kirken!
Restaureret med fin historisk og kunstnerisk respekt for det gamle rum.
Flere murede grave fundet i gulvet, bl.a. graven for abbed Keld, abbed
Niels og abbed Laurentius.
Hver morgen samledes munkene i dette rum for at få læst et kapitel af
klosterreglerne. Heraf navnet Kapitelsal. Samværet sluttede med skriftemål
og syndsbekendelser.
I dag benyttes Kapitelsalen til morgensang og små koncerter.
(E) Dormitoriet – Sovesalen.
Fra klostergangen går man ad en velbevaret trappe, dagtrappen, op
til munkenes sovesal. I begyndelsen et fællesrum, senere opdelt i
enkeltceller.
Oven for trappen t.h. har der været et stort rum hen over munkesalen. Her
var muligvis klostrets sygehus, infirmeriet. I den nordlige del af
sovesalen er "Abbedens værelse", et lille overhvælvet rum (aflåst).
På nordvæggen ind mod dette værelse et stort kraftfuldt krucifiks "Det
korsfæstede menneske", skåret o. 1945 af kunstneren Astrid Noack.
Skænket af Statens Kunstfond 1965 til ophæng netop i denne sal. Ved
abbedens værelse fører en dør til "nattrappen". Kirken set fra
denne trappe er et betagende syn.
Klostersalen, som den i dag kaldes, anvendes som mødesal.
(F) Portgennemgangen. Tilbage i klostergangen: dør til
portgennemgangen ud til den nuværende kirkegård. I middelalderen var
klosterhaven her. I denne ”port” uddelegerede prioren dagens arbejde til
munkene, der sad på de murede bænke. Rummet fungerede også som
undervisningslokale for munkene.
De to små rum t.v. har formentlig været priorens. Rummet længst
inde under trappen har været fangehul for munke, der havde
overtrådt klosterets regler.
Jerndøren på væggen har været dør til fangehullet.
Rummet t.h. i portgennemgangen er af nyere dato. Det ligger, hvor
en del af munkesalen har været. Munkesalen, munkenes arbejds- og
studiesal, varen treskibet hal med 8 søjler, der bar 3 x 5 hvælv. Bemærk
markeringen af en søjle i gulvet!
I rummet udstilling af munkedragter (efterligninger fra 1973).
G) Varmeanlæg. Sydligst i klostergangen findes en afspærret
nedgang til et varmeanlæg. Her tændte munkene ild under hvælvinger af
kampesten. Den varme luft blev ledet gennem små kanaler i gulvet op i
munkesalen ovenover. Munkene havde altså varme til deres stillesiddende
arbejde der. Udgravet i 1961.
Gennem glasdøren fører gangen videre til Løgumkloster Refugium.
Mod syd på den anden side af engen ligger Løgumkloster Højskole.
|
