Løgumkloster Kirke og Sogn

Sorggruppe

Sorgen er et landskab, man skal leve i
Når vi mister et menneske, vi har været knyttet til eller elsket, indfinder sorgen sig. Ganske af sig selv, uden at vi har spurgt. Det hjælper ikke, når nogen siger til den sørgende ”det går nok” eller ”det kommer du snart over”. Det er ikke gode råd, der er brug for. Sorgen bliver ikke mindre af, at man prøver at undgå den. Eller at omgivelserne undgår at spørge til den.
For sorgen er der. For nogle bliver sorgen et vilkår for resten af livet. Den kan også være et livsbekræftende forhold. Trøsten i sorgen kan være, at man lader sig inspirere af den afdødes eksempel, måde at være på og hele indstilling til tilværelsen.                             
Sorgen er en smertefuld følelse. Men den har sin rod i glæde over livet og kærligheden til den, der var i livet, sammen med én. Derfor er sorg og glæde heller ikke et enten-eller, men tæt forbundne. Som to spor ud af samme vej. Eller som to forskellige farver i sindet der glider over i hinanden på skift, en følelse af ensomhed og en glæde over en masse dejligt i livet. Det er en vekselvirkning, mange kender. Og samtidig en erfaring af, at kærligheden ikke forandres af den grund. Som digteren Nana Rømer Dorph-Petersen skriver i et digt (Digte: I lyset af dig: digte til trøst, 2012)

Alt
har sin tid
under solen
men kærligheden
mellem dig og mig
rækker ud over
døden

 
Som noget nyt etablerer Menighedsplejen ved Løgumkloster kirke en sorggruppe for voksne som har mistet ægtefælle/samlever


barn
forældre
søster, bror
nærtstående familie
ven, veninde, kollega


En sorggruppe er et gratis tilbud. I sorggruppen kan man møde andre i samme situation og være fælles om de oplevelser, der kan være svære at dele med ens nærmeste.
Sorggruppen giver den efterladte mulighed for at tale med nogen om sin sorg og finde støtte og livsmod til at tackle hverdagen efter tabet.
Ved at dele sorgen med mennesker i samme situation kan man få sat ord på sin sorg. Der kan være en lindring i at fortælle om ens tanker og hjælpe andre, som er i den samme situation. Vi er ikke alene om at erindre og savne. At tale med andre om sine tanker kan måske gøre sorgen lettere at leve med. Det handler ikke om at leve i fortiden, men om at holde fast i det gode, der var.


Ledelse
Sorggruppen ledes af frivillige med erfaring i at tale med personer i sorg. En sorggruppe består typisk af 3-8 mennesker.
Vi forudsætter gensidig respekt og tavshedspligt. Gruppen mødes ca. 1 1/2- 2 timer hver 14. dag i Konfirmandstuen, Storegade 7 i Løgumkloster (indgang fra smøgen) efter aftale, dag eller aften.
Tilbuddet er gratis og åbent for alle. Du er velkommen til at kontakte en af de nedenstående for at høre nærmere om deltagelse, tidspunkt m.m.

Reimer Post, tlf. 30914554; mail: repo1947@gmail.com
Ellinor Martinussen, tlf. 25783977; mail: ellinor@martinussen.be
Sten Haarløv, sognepræst, tlf. 74744747; mail: STEHA@km.dk
Se også Løgumkloster kirkes hjemmeside: www.Loegumkloster-kirke.dk

Se folder til Sorggruppe her!
Se flyer her!

Om kirkebladet
Info om uddeling af kirkebladet og adgang til tidligere numre i Pdf-form
Besøgsven
Mange kan let komme til at føle sig ensomme og det kan være svært at skabe kontakt til andre...
Menighedsrådet ved Løgumkloster kirke
Adresser