Løgumkloster Kirke og Sogn

Udstilling i Dormitoriet den 1.september - den 30. oktober 2020

Ghita Beck Svensen

Det er 3. gang jeg skal udstille i Dormitoriet i Løgumkloster. Første gang var i 2003 efter et besøg i Betlehem på den kristne kirkes center - ICB. Jeg underviste, malede til en udstilling i deres galleri og lavede musik.

Sådan lever jeg stort set mit liv med billedkunst og musik. Jeg hører ofte fra andre, at de synes, at mine billeder er så fulde af musik. Også fra folk, der ikke kender til den del af mit liv. Men det er også de samme udtryk, der bruges: komponere, toner, skala......
Ellers sniger naturen sig ind i mine arbejder, uden at jeg behøver at tænke over det. Jeg er vokset op i det flade land, og jeg bor med udsigt over den marsk, der er vokset ind i mit kredsløb - som Nini Duncan beskriver det herunder.

Nini Duncan skriver:
”Det er marsklandets enkle linjer og fantastiske lys, der er udgangspunktet for Ghitas kreativitet. Uanset hvilken kunstnerisk gren hun beskæftiger sig med - maleri, grafik, keramik, bronze - kommer denne musiske enkelthed til udtryk i værkerne. Ikke underligt, for Ghitas Svensen er født og opvokset i marsklandet og huserer i en af de gamle fredede marskgårde i landsbyen Højer. Som modsætning til marsklandets stille miljø bor hun også i hovedstadsområdet. Se kontakt.
Man kan i Ghitas arbejder se en enkel krøllestreg som bliver til en flok får i et grafisk blad, til andre tider er det slusens karakteristiske silhuet, som bliver anet i de poetiske malerier, og marskens mennesker skildres med ynde og indsigt i de støbte figurer. Maleriet et det primære udtryksmiddel, og i det mestrer hun lyset på en måde, så man forstår at uden mørke - intet lys.
Ghita Svensen har udstillet i indland og udland - og har blandt andet udført udsmykningsopgaver for: Statens Institut for Folkesundhed i København, Mommark Handelsskole på Als, Kommunedata i Odense, VUC Ribe, Tønder Sygehus, Højer Ungdomsskole, SOSUskolen Odense, RGW på Rømø og DR Syd.”
Det er altid muligt at besøge mit atelier/galleri, men bedst at lave en aftale først, da jeg ikke har faste åbningstider.

Ghita Beck Svensen
Strandvej 2
6280 Højer 

61103425

mail@ghitas.dk / www.ghitas.dk