Løgumkloster Kirke og Sogn

Løgumkloster Menighedsråd inviterer til debataften.

27/08 2018 kl. 18:00

Vi har valgt, at aftensmaden skal du/I ikke tænke på.

Løgumkloster Menighedsråd inviterer dig/jer til en spændende debataften. Menighedsrådsvalget står for døren, og kirken er, som alle ved, et stort aktiv i byen, som vedrører os alle.

Jørgen Demant, en teologisk begavelse og en debatglad grundtvigianer, født og opvokset i Øster Højst, siden 2001 sognepræst ved Kgs. Lyngby Kirke, formand for bestyrelsen af Refugiets Venner, jævnlig prædikant ved Løgumkloster Kirke, har sagt ja til at være den der styrer debatten.

Vi håber, rigtig mange har lyst til at tage del i denne spændende aften.

Foto Joergen Demant
Foto: Helsingør Stift

En lille forsmag, oplæg af Jørgen Demant til debatten:

Vi har som medlemmer af den lokale Folkekirke alle et ansvar for det, som foregår i vores lokale kirke. Menighedsrådet repræsenterer sognets medlemmer i arbejdet for at skabe de bedste betingelser for kirkens liv og vækst. Ved menighedsrådsvalget kan man få lov til at få indflydelse på det arbejde, som finder sted. Så det er vigtigt, at man kommer og giver sit besyv med, hvilken kirke man gerne ser i Løgumkloster. Hvad gøres godt? Hvad skal udvikles? Hvad skal afvikles? Hvad er det væsentlige i kirkens arbejde? Hvilket ejerskab til kirken vil du have? Vil du være troens repræsentant? Stedets repræsentant? Servicekirkens repræsentant? De søgende kristnes repræsentant? At være kirke er at være i relationer. Men hvilke relationer i det kirkelige landskab er de vigtigste?