Løgumkloster Kirke og Sogn

Koncert

21/05 2017 kl. 16:00

Søndag den 21. maj kl. 16.00 er der igen en korkoncert i Løgumkloster kirke.

Det er med Sct. Marie Kirkes Motetkor, der i anledning af reformationsjubilæet præsenterer et program med J. S. Bachs store 5 stemmige motet Jesu meine Freude i centrum. Motetten ledsages af a cappella satser fra Max Regers Op. 138, bl.a. Nachtlied og Unsern lieben Frauentraum. Mellem korsatserne komplementeres værkerne af orgelkoraler af de samme to komponister.

Max Reger beundrede J. S. Bach, og hans fascination af Bachs kompositionsteknikker, som Reger studerede intensivt, betragtede han som grundlag for al senere komposition. De to komponister er til en vis grad musikalske brødre, begge med en vigtig kunstnerisk base i Leipzig i en årrække, blot med godt hundrede års mellemrum, og de er da en naturlig kombination i et højtideligt og festligt program til reformationsjubilæet i 2017. 

Sct. Marie Kirkes Motetkor er et blandet koncertkor fra Sønderborg med ca. 40 amatørsangere af voksne, rutinerede korsangere, men også af unge sangere, der for første gang stifter bekendtskab med klassisk kormusik på højt niveau. Derudover er sangerne en blanding af nodestærke amatører og professionelle musikere, og alle deler glæden ved musikken og samme ønske om hele tiden at blive et dygtigere koncertkor. Koret blev dannet i 1979 af kirkens daværende organist Helge Granum, og er siden 2014 ledet af Anne Agerskov. Korets repertoire er hovedsageligt klassisk, og det har tidligere opført bl.a. alle motetter af J.S. Bach, en række af Rheinbergers messer for kor og orgel, værker af Schütz, Menddelssohn, Brahms og Reger, men også forskellige kuriositeter af bl.a. Rutter og Ramirez. Der er fri entré.

 

Sct. Marie Kirkes Motetkor

Ulrik Spang-Hanssen, orgel
Anne Agerskov, dirigent
Fri entré